Kultur

Zoom-boom i plastikbranchen

Begreber som ”lockdown-face” og ”zoom face-envy” er dukket op i kølvandet på timevis af videomøder, hvor man er tvunget til se sit eget trætte fjæs i et ternet net af ansigter og i en kameravinkel og belysning, der næppe er til éns fordel.

Kvinde med linealer på ansigtet
Billede: Shutterstock

Plastikkirurger verden over fortæller derfor om et ”zoom-boom” i deres branche – modsat hvad der er sket for de fleste andre, efter pandemien begyndte i foråret 2020.

Måske har efterspørgslen på botox, fillers og lige næser også noget at gøre med, at mange har penge til overs, fordi hverken shopping eller rejser har stået på dagsordenen. Desuden er man dejligt forskånet for at forklare sine ar og blå mærker, når man arbejder hjemme. Og går man ud, kan mundbind være med til at skjule dem.

Zoom-boomet i branchen er globalt, rapporteres det. 10 procents fremgang ifølge The American Academy of Facial Plastic and Reconstructive Surgery, 20 procent siger organisationens franske modstykke. På en klinik, som Svenska Dagbladet besøgte i Genève, var antallet af patienter steget med 30 procent, og på en australsk klinik var stigningen ifølge New Daily oppe på 300 procent. Selv i Skandinavien er efterspørgslen gået op.

Hervé Raspaldo, kirurg i Genève, siger til Svenska Dagbladet, at andelen af mænd er steget.

– Takket være Zoom og andre videoplatforme har jeg fået flere og flere mandlige patienter. Mænd plejer at se sig i spejlet én gang om dagen: Når de barberer sig om morgenen. Nu stirrer mange på deres eget ansigt hele dagen – og opdager skavanker, de gerne vil af med.

Publiceret 02.06.2021