Innovation

Ny trend: dyrk en have under vandet

Det lyder som et eventyr, men drivhuse under havets overflade kan være fremtidens måde at dyrke krydderurter, frugter og grøntsager på.

Orto di Nemo

Forestil dig en have under vandet i en plastboble, hvor fisk svømmer rundt mellem jordbærrene. Sådan ser der ud i Orto di Nemo, Nemos have, nær Savona ved den italienske riviera.

Det hele begyndte, da Sergio Gamberini, passioneret dykker og indehaver af et dykkerudstyrsfirma, var på ferie og slentrede langs stranden med nogle venner. Samtalen kom til at dreje sig om dyrkning, Sergios anden passion, og en idé begyndte at spire.

Hvad nu, hvis man kunne anlægge en have under vandoverfladen? Det ville være det perfekte sted: Let at holde den rette temperatur, og luftfugtigheden burde mildest talt være god.

Som sagt så gjort. Omkring hundrede meter fra land, på mellem seks og ti meters dybde, består Nemos have af en perlerække af luftfyldte plastbobler, der holdes på plads med ankerkæder.

Orto di Nemo

De opvarmes af sollyset, og temperaturen er højere end udenfor, ligesom i et normalt drivhus. Ventilatorer får luften til at cirkulere inde i biokuglerne. Hver boble rummer 2.000 liter luft, og dykkere kan komme op nedefra og høste basilikum, salat, jordbær og hvad der ellers dyrkes.

Anlægget drives af solenergi, og det vand, der tilføres, er afsaltet havvand. I betragtning af, at traditionelt landbrug bruger 70 procent af alt ferskvand, har forskerne store forhåbninger om, at det vil være muligt at opskalere produktionen. En anden fordel er naturligvis, at undervandsdyrkning er helt uafhængig af vejret.

Hvordan smager undervandsbasilikum og ditto jordbær så? Ifølge Sergio Gamberini bedre end normalt, og det siges, at selv Liguriens mere traditionelle landmænd er imponerede af kvaliteten.

Orto di Nemo
Orto di Nemo
Orto di Nemo
Orto di Nemo
Orto di Nemo

Billeder: Orto di Nemo

Publiceret 01.11.2021