Økonomi

Ny økonomisk stormagt på fremmarch

Indien spås til at blive verdens tredjestørste økonomi i 2030 med et BNP på 10 billioner dollars, hvilket betyder, at kun USA og Kina vil være større. I dag ligger landet på en sjetteplads efter at have passeret Frankrig og nærmet sig Storbritannien, som i dag er femtestørst målt på BNP.

Under de første 40 års uafhængighed er Indiens økonomi vokset i gennemsnit 3,5 procent årligt, og i dag er væksten oppe på 7-8 procent. Ifølge data fra Verdensbanken havde Indien i 2017 et BNP på 2,59 billioner dollars. Hvis Indien vokser med 8 procent om året i gennemsnit, kan økonomien vokse til over 10 billioner allerede i 2028. Men hvad er det egentlig der driver udviklingen, og hvad kommer det til at betyde for verdensøkonomien? Vi fik os en snak med Amy Yuan Zhuang, Chief Analyst hos Nordea Markets og ekspert i Asien.

Amy Yuan Zhuang, Chief Analyst hos Nordea Markets og ekspert i Asien.

Hvad ligger bag Indiens stærke økonomiske vækst?

– Det samme som i Kina – industrialiseringen! Indien har en stor og relativt billig arbejdsstyrke. For at drage fordel af dette satser Indien på at blive det nye produktionscentrum i verden. Det kræver investeringer i infrastrukturen såsom elforsyning og transport. Når den indiske økonomi går gennem en periode med hurtig vækst, har den normalt været foranlediget af investeringer og industriel udvikling.

Hvilken rolle spiller mikroøkonomi i Indien?

– Den har stor betydning. Landet er stort og forskelligartet, og det var Kina også. Men den største forskel mellem disse to lande er det politiske system. Kina har et top-down-kontrolsystem, og alle regioner følger centralstyret. Men i Indien har staterne en større grad af uafhængighed i forhold til, hvordan de regulerer jord og arbejdsmarked. Derudover har Indien en langt større mangfoldighed med hensyn til befolkningen, som ikke engang taler samme officielle sprog. Forskellige etniske grupper med deres egne kulturer har også forskellige forbrugskrav. Det øger mikroøkonomiens rolle i Indien.

Der er store forskelle i kultur, indkomst, geografi og befolkning i Indien. Hvordan løser man det?

– Mangfoldighed er ikke nødvendigvis et problem, der skal løses. Det indebærer naturligvis en udfordring for virksomheder, der forsøger at sælge til de indiske forbrugere, da der er brug for forskellige markedsføringsstrategier fra en region til en anden. Men i betragtning af den enorme indvirkning fra de sociale medier mindskes forskellene i Indien faktisk – en udvikling vi for eksempel har set i Kina.

Asien som verdensdel er ved igen at blive centrum for den globale økonomi. Hvordan vil det påvirke resten af verden?

– Først og fremmest åbner det store muligheder for virksomheder over hele verden. Asien er regionen med den største befolkning på jorden. I betragtning af, at Asiens økonomier vokser hurtigt, vokser folks købekraft også. Det vil gavne forbrugervirksomheder i alle slags brancher. Men dernæst vil det blive en udfordring for produktionsvirksomheder. Mange lande i Asien har været kendt for deres billige arbejdskraftproduktion – tænk f.eks. på Kina for 20 år siden, Vietnam for 5-7 år siden og Bangladesh i dag. Med det stigende velstandsniveau betyder det, at Asien snart bliver for dyrt til produktion. Endelig skal de "gamle" stormagter i Vesten tilpasse sig Asiens fremmarch, ikke kun økonomisk, men også politisk. Det gælder især Kina.

Publiceret 25.05.2019