Økonomi

Ny balance for verdenshandlen

Cheføkonom i Nordea, Annika Winsth, om handelskrigen mellem USA og Kina – og hvorfor vi nu er begyndt at tale med hinanden.

”Tonen i handelskonflikten mellem Kina og USA har fra tid til anden været tilspidset, og risikoen for, at konflikten ender som en handelskrig med store økonomiske konsekvenser, har ikke kunnet ignoreres. G20-mødet først på sommeren fik finansmarkederne til at drage et lettelsens suk, eftersom parterne talte med hinanden, men det handler om meget mere end som så. Konflikten er også langt mere end en twitter-krig.

Globaliseringen har tjent verden godt, og globaliseringen er nøglen til bred succes. Men det har også lagt pres på lande, arbejdspladser og dermed mennesker. Donald Trump har gjort mange vanvittige ting, og vi har ikke set prisen for hans handlinger endnu, men sandsynligvis var det rigtigt at lægge pres på den kinesiske ledelse på dette område.

Annika Winsth

Vigtigste spørgsmål lige nu: Bæredygtighed

Skjult talent: Maler på kunstsnedkeri – bor i et hus fra 1920’erne.

Interesser: Ud over familie og hund, haven og at være ude i naturen.

Læser lige nu: Ett jävla solsken af Fatima Bremmer.

Lytter om sommeren til: Stilheden i (og) naturen.

Kina har i mange år, især efter at være blevet medlem af WTO i 2001, kunnet drage stor fordel af verdensmarkederne og handlen med dem. Kina har også bidraget til, at mange andre lande har været i stand til at ride med på bølgen, herunder de nordiske. Men i takt med Kinas fremgang er landet samtidig blevet rigere, hvilket er fantastisk. Millioner af kinesere er gået fra fattigdom til nu at have en lav til mellemstor indtægt.

Kineserne vælger selv – alt efter, hvad der passer dem – at kategorisere landet som fattigt eller rigt. Men i en række henseender kan de i dag betragtes som værende så velhavende, at de bør tilpasse sig de regler, der gælder for verdenshandlen mellem lande med tilsvarende status. Det er til dels det, som konflikten handler om.

Min personlige vurdering er, at ingen af parterne ønsker at give efter, men heller ikke at optrappe konflikten nu. Kineserne taber stort økonomisk på alle de indførte foranstaltninger. For Trump handler det om at vinde valget til efteråret 2020, og han ønsker at undgå både et fald i aktiemarkederne såvel som i konjunkturen. Forhandlingerne vil derfor fortsætte, selvom konflikten til tider kan blusse op. På den anden side tror jeg, at en noget større varig aftale er for optimistisk at håbe på.

Det er et spørgsmål om at finde en balance for verdenshandlen, hvor handlen kan fortsætte, uden at lande og mennesker føler sig for ugunstigt stillet. Selvom det er rimeligt at lægge pres på Kina, griber Trump det helt forkert an. Told og barrierer løser ikke de grundlæggende problemer og skaber nærmere ringere vilkår. I dette miljø er der overhængende risiko for, at Europa også bliver inddraget. Det ville ramme hårdt økonomisk, eftersom Europa befinder sig i en skrøbelig situation med politisk og økonomisk ustabilitet. I denne forbindelse er det afgørende, at landene kan arbejde sammen om at stå fast mod USA, men også i forhandlinger med Kina.”

Publiceret 25.07.2019