Personligt

Med det rette flow i livet

Med sit investeringsselskab Blue og en satsning på vedvarende energi har Anders Jacobson fanget interessen blandt superiværksættere som Bill Gates, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos. Nu går han efter et vandmarked til en værdi af flere hundrede milliarder dollars.

Hans navn er Anders Jacobson, han er 32 år og af det svenske erhvervsmagasin Veckans Affärer kåret som Årets Supertalent i 2019. Hvis man sætter sig ned med denne medstifter og administrerende direktør for det to år gamle investeringsselskab Blue med datterselskabet Bluewater, forstår man hurtigt, at én ting er vigtigere end alt andet i hans verden: Vand.

Som det er for resten af verden, i øvrigt. Havene flyder med enorme mængder plastikaffald, og giftig mikroplast synker ned under overfladen. Forurenet drikkevand med sygdomsudbrud forekommer oftere og oftere på vores breddegrader. Og vi løber tør for grundvand, behovet for rent vand overstiger mængden af det.

Blue investerer direkte i vandprojekter (samt mad, vedvarende energi og materialeinnovation), mens Bluewater er katalysator fra idé til vandrensningsprodukter og salg.

Anders Jacobson

Født: Borås, 1986

Er: Administrerende direktør og medstifter af investeringsselskabet Blue

Bor: Lejlighed i Stockholm, med sin samlever. ”Men så ofte vi kan, forsøger vi at opholde os på Röder, som ligger rigtig langt ude i Skærgården. Her har vi købt et lille sted.”

Hans forhold til vand: “Uden vand, intet liv. Vi mennesker har brug for at drikke 3-4 liter hver dag for at kunne overleve. Vand er så utroligt vigtigt, og alle har et forhold til det.”

Forbillede: “Pyha, den var svær. Jeg forsøger at tage ved lære af mange forskellige menneskers bedste sider. Nogle af de egenskaber, jeg virkelig sætter stor pris på, er personer, der formår at være tydelige i forhold til deres egne personlige værdier, og som efterlever dem til fingerspidserne. Jeg er overbevist om, at vi kan opnå alt, hvis blot vi har det rette fokus, den rette gejst og passion, og tør at gøre tingene anderledes. For mig er det eksemplificeret i alle lige fra eventyrere, der tager på ‘umulige’ ekspeditioner, over til succesrige forretningsmænd og -kvinder, til hverdagens helte.”

Bank: Nordea Private Banking, Stockholm

– Vi startede Blue med en udpræget tanke om bæredygtighed, siger Anders Jacobson i Blues hjemsted, et townhouse i den billedskønne Danderydsgatan i Stockholm.

– Vi tror benhårdt på iværksætteri, fortsætter han. Det har skabt fantastiske ting, men er også præcis, hvad der har bragt os i den nuværende situation med miljøet og klimaet. Vi vil gerne bruge kræfterne langsigtet både med hensyn til planeten og de mennesker, der bor her.

Det er også med iværksætterkapital, at Blue har opbygget virksomheden – ”iværksættere, der er lykkedes med at skabe succesrige svenske virksomheder," som Anders Jacobson udtrykker det uden at nævne navne. Men at det var lidt af en scoring viste sig i hvert fald, da Breakthrough Energy Ventures – og her må der godt nævnes navne: Bill Gates, Mark Zuckerberg, Jeff Bezos – gik ind med ejerkapital i Blues tilknyttede Baseload Capital, der investerer i vedvarende energi.

Vi bliver på banen. Anders Jacobson var en succesrig fodboldspiller som ung. Han startede i GIF Sundsvall og spillede i sine senere teenageår i Uppsala-klubben Sirius. Blot 20 år gammel blev centerforsvareren Jacobson dog tvunget til at indstille fodboldkarrieren på grund af en skade. Men erfaringerne fra holdidrætten betyder stadig meget.

– Det er en floskel, men den fostrer ledere på en utrolig god måde. I løbet af mine vigtigste år var jeg anfører, og det at lede en gruppe mennesker fra forskellige områder, familiemæssige forhold, lande og kulturer, at få alle til at gå efter samme mål – det gav mig enormt meget.

Skaden gjorde i det mindste, at han med fuldt fokus kunne bruge tiden på sine studier. Efter Handelshøjskolen i Göteborg begyndte han at arbejde med fusioner og overtagelser i Nordea Corporate Advisory.

– Mit første job, utroligt lærerigt og inspirerende. Erfaringsmæssigt fik jeg et rigtig godt udgangspunkt, og det at kunne forstå mulighederne og udfordringerne ved store selskabers forhold til de mindre er noget, jeg har haft stor gavn af.

– Og hos Nordea mødte jeg min samlever! Mere eller mindre i døren, da jeg var på vej ud, og hun skulle begynde med at arbejde der.

Det var en Nordea-kollega, der trak Jacobson i retning af det mere iværksættermæssige i firmaet Arctos, som han senere var med til at sælge til britiske Livingstone. Efterfølgende etablerede han den separate investeringsvirksomhed Arctos Equity Partners, der skulle vise sig at gøre Anders Jacobson til et velanset navn.

Og sådan blev Blue til.

På bordet foran ham står en vandflaske i rustfrit stål med rent vand fra en Bluewater-maskine. Han fortæller, at han altid har flasken med sig, når han møder folk, for at inspirere og plante en tanke hos dem.

– I den "plastikkrise", vi befinder os i, og som ikke engang var et emne for to år siden, er engangsflasken den store synder, fortæller han. Han nævner tillige den nylige WWF-rapport, der har fået stor opmærksomhed, og som fortæller, at via drikkevand fra hanen sluger vi hver især så meget mikroplast, at det svarer til et kreditkort om ugen!

Bluewater har derfor defineret tre nøgleord: Trust – mistillid i husholdningerne betyder, at man som forbruger gerne vil kunne filtrere sit drikkevand. Convenience – det skal være nemt. Personalization – når vandet er renset, kan man efter eget ønske og behov tilsætte vitaminer, mineraler, aminosyrer osv.

– Det her er et marked i størrelsesordenen et par hundrede milliarder dollar. Men vores mål er at bygge mere end investeringsløsninger, vi ønsker at skabe et community for at fremme bæredygtig vandudvikling på global basis.

– Vi er overbevist om, at rent vand inden længe vil vise sig at være en rigtig god økonomisk investering, og det vil det sikkert også være på sigt. Men man skal være modig. Jeg er altid skeptisk over for institutioner, for der vurderes man jo som regel ud fra en klassisk risiko/afkast-model. Vi, derimod, har tilført vores model impact, altså påvirkninger.

Blue vil med andre ord gerne støtte iværksættere, der ønsker at starte deres eget, hvor givne normer og eksisterende, ikke-bæredygtige strukturer udfordres.

– Det er min opfattelse, at iværksætteri er den kraft, der, om noget, kan udfordre og udvikle langsigtede løsninger for både befolkningens og vores klodes sundhed. Og formår vi at være katalysator for denne forandring, så er det lykkedes for os.

Men Årets Supertalent har også oplevet det modsatte. Det kan man vist roligt sige.

– For nogle år siden investerede jeg nogle af mine egne penge i et selskab, der havde udviklet en maskine til at lave vælling. En fantastisk idé og et rigtig godt koncept. Set i bakspejlet må jeg konstatere, at jeg var naiv og fejlvurderede, hvad der skulle til for at løfte produktet fra prototype til produktion og videre ud til forbrugerne. Og hvor vigtigt det er at have et godt iværksætterteam.

Men også dette fik Anders Jacobson forvandlet til viden og erfaring. Det er dog ingenting sammenlignet med, hvor galt det kunne være gået. For fire år siden blev han ramt af en livstruende blodforgiftning på grund af en bakterie. Halvdelen af dem, der rammes, overlever ikke.

– Det at jeg overlevede har gjort, at jeg i dag ser tingene fra et andet perspektiv. Jeg forsøger at undgå ordet "skal" – i stedet fokuserer jeg på altid at træffe et aktivt valg i alt, hvad jeg foretager mig. Såsom hvor vigtig familie og venner er.

Og rent vand, ikke at forglemme – supertalentet Anders Jacobsons aktive valg.

– Men der er mange veje til bjergets top, siger han. Vi behøver ikke alle at forandre hele verden. Men vi kan alle gøre lidt for at rette op på situationen. Så enkelt er det, siger han og rækker ud efter stålflasken.

Tekst: Niklas Wahllöf Foto: Karl Nordlund

Publiceret 14.07.2019