Bæredygtighed

Lykkeligere med årene

"Livet begynder ved de 40" kunne man læse i en amerikansk selvhjælpsbog fra 30'erne. Datidens ræsonnement handlede om, at man i en alder af 40 for alvor kunne begynde at nyde livet efter årtier med hårdt slid på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Børnene var nu ved at forlade reden, og en stille og harmonisk periode ventede. Men er det virkelig sandt i dagens samfund, bliver vi virkelig lykkeligere efter 40? Ja, ifølge FNs seneste World Happiness Report, hvor Gallup har interviewet mennesker i 158 lande, så forholder det sig sådan. Deltagerne fik lov til at bedømme deres lykke på en skala fra 1 til 10. I alderen mellem 15 og 19 lå tallet på 5,35 i gennemsnit. Så begyndte en langsom depression at sætte ind. I alderen 35-39 ligger den gennemsnitlige selvoplevede lykke på 5,09. Siden, efter 40, vender det langsomt. Vi topper først i 70'erne, hvor gennemsnittet ligger på 5,58. Lykken lader således til at følge en svag U-kurve – den går op, den går ned og derefter op igen – eller måske er det mere sigende at sammenligne den med en helt almindelig smiley?

Publiceret 24.05.2019