Bæredygtighed

Klimapositivt byggeri på Bornholm

Idéen opstod på en workshop, hvor deltagerne skulle komme med forslag til at skabe vækst på klippeøen. Hoteldirektør Trine Richter foreslog et bæredygtigt konferencecenter – en idé, hun blev sat til at brygge videre på og undersøge muligheden for.

Hotel GSH, Green Solution House
Foto: Adam Mørk

– Idéen var at lave et så ekstremt bæredygtigt og spændende byggeri, og driver det så fabelagtigt, at folk fra hele verden har lyst til at komme og se det. Det skulle være en ’reason to go’, som det for eksempel er tilfældet med Guggenheim museet i Bilbao, siger hoteldirektør for Bornholm Hotels, Trine Richter med latter og selvsikkerhed i stemmen.

De fire nedfældede linjer fra workshoppen blev drømt op til et ’state of the art’ klimapositivt konferencecenter i forbindelse med det tidligere Hotel Ryttergården. Dét byggeri stod klar i 2015, hvor HKH Kronprins Frederik indviede byggeriet, og samme år modtog byggeriet såvel nationale som internationale priser for bæredygtighed. Nu seks år senere udvider Hotel GSH, Green Solution House med en ny værelsesfløj.

Hotel GSH, Green Solution House
Foto: 3XN

Det nye byggeri indeholder 24 værelser, et møderum og en wellness-tagterrasse og udmærker sig blandt andet ved, at fløjen bliver bygget, beklædt og isoleret med træ. Trædogmet betyder, at byggeriet kommer til at levere et positivt klimaaftryk, fordi træ naturligt absorberer CO2.

Møbler og overflader er skabt af spildprodukter fra selve byggeriet – såkaldt fraskær. Det samme gør sig gældende med udsmykningen, der er lavet af fraskær fra bornholmske granitbrud,

der ikke kun tilfører byggeriet noget rent æstetisk, men også er med til at regulere temperaturen.

Ventilationen sker via ovenlysvinduer og åbne partier, hvilket helt eliminerer behovet for mekanisk ventilation. Og så kan alle bygningens komponenter genbruges i stedet for at ende med blive nedrevet og smidt væk som ved konventionelle byggeprojekter. 

– ’Man skal kunne spise det her byggeri’, plejer jeg at sige for sjov, fortæller Trine Richter.

Hotel GSH, Green Solution House
Foto: 3XN

VisitDenmark i New York bruger allerede byggeriet til at promovere Danmark og bæredygtighed. Og det enestående, bornholmske byggeprojekt er da også på vej til at blive en del af undervisningen af ingeniørstuderende på DTU, hvor projektet skal stå som et pejlemærke for fremtidens bæredygtige byggerier.

Andre grønne, nordiske hoteller

Hotel Svart. Foto: Snøhetta Plompmozes

1 Når Hotel Svart, beliggende ved foden af Norges andenstørste gletsjer, Svartisen, næste år slår dørene op, vil det være det første hotel bygget i henhold til byggestandarder fra Parisaftalen, der blandt andet kræver nul-emissions byggepladser, miljøvenlige materialer og genanvendelse.

Tree hotel-theCabin
Treehotel, The Cabin

2 60 kilometer syd for polarcirklen uden for landsbyen Harads i Sverige, ligger Treehotel – et hotel bestående af syv unikke træhuse. Den diskrete arkitektur er designet til at yde så minimal en miljøpåvirkning som muligt, og hvert træhus er lavet af miljøvenlige materialer, og elektriciteten kommer fra lokal vandkraft. Derudover er værelserne udstyret med en lang række andre bæredygtige tiltag.

3 Arctic Blue Resort er et økohotel, beliggende 450 km nordøst for Helsinki, der står klart i 2022. Arkitekturen er inspireret af naturen, drevet af vedvarende energikilder og visionen bæredygtig.

Og jo mere bæredygtigt du ferierer jo billigere bliver prisen for dit ophold. Resortet tilbyder nemlig rabatter på den samlede pris for et ophold baseret på vandindtag, elforbrug og madvalg, eller hvis du planter et træ i den nærliggende skov.

Publiceret 04.03.2021