Personligt

I retfærdighedens tjeneste

Åsa Regnér sprang fra jobbet som svensk minister for at satse på en international karriere. Dog ikke i erhvervslivet, men der hvor hun kan gøre mest nytte for samfundet. Som vicegeneralsekretær i FN er hun en af Nordens mest magtfulde stemmer i verden.

Åsa Regnér har været svensk minister for ligestilling. I dag er hun baseret i New York, men som vicegeneralsekretær i FN har hun hele verden som sin arbejdsplads.

Om halsen bærer Åsa Regnér et smukt smykke, der forestiller de forskellige kontinenter. En passende symbolik for en, der er kommet helt til tops i FN-hierarkiet, hvor hun nu arbejder som vicechef for UN Women og som vicegeneralsekretær direkte under António Guterres. Et drømmejob for en, der gennem hele sit professionelle liv har søgt stillinger, hvor hun kan gøre en forskel. Hvad enten det har handlet om at være chef for UN Women i Bolivia eller sidde en mandatperiode som svensk ligestillingsminister. Jo større opgaven har været, desto mere har den lokket.

Du har en af de tungeste stillinger, man kan have som embedsmand, med masser af magt og muligheder for at påvirke pigers og kvinders situation globalt. Hvordan begyndte det hele?

– Altså, det er lidt underligt, men som ung pige havde jeg en bog, der hed Mine venner. Jeg fandt den for 10 år siden, da mine forældre flyttede fra deres villa. Jeg kunne se, at jeg som 14-årig havde skrevet: "Når jeg bliver stor, vil jeg arbejde for piger i verden." Det er ikke noget, jeg finder på. Det stod der faktisk.

Åsa Regnér

Opvækst: Linköping og Motala.

Bor: I Brooklyn i New York med udsigt over finansdistriktet.

Familie: Børnene Vibeke på 19 og Edvard på 17.

Beskæftigelse: Vicegeneralsekretær for FN og vicechef for UN Women.

Fritid: Løber, læser, går i biografen og på kunstmuseer.

Uddrag fra cv: Politisk embedsmand i det svenske regeringskontor, generalsekretær for RFSU, landechef for UN Women Bolivia, svensk ligestillingsminister 2014–2018.

Kan du huske, hvad der inspirerede dig til at skrive det?

– Min mor voksede op i en lille etværelses på Södermalm i Stockholm. I 1950'erne var det kun nogle få procent af dem, der tog en uddannelse, som var kvinder fra arbejderklassen, men hun gik videre og læste på universitetet. Mors livshistorie viste mig, at selv om man har meget imod sig, kan man nå sine drømme, hvis man tror på sig selv. Jeg har lært en masse af mor.

Hvordan reagerede hun, da du blev minister og senere endte i FN?

– For mig og min familie er det en stor sorg, men min mor blev desværre dement for 10 år siden. Jeg fører stadig ofte samtaler med hende i mit hoved, sådan som jeg husker hende i hendes velmagtsdage. Mor var fantastisk, men hun måtte også slide i det. Hun havde dobbeltarbejde og tog sig af alt det ulønnede arbejde derhjemme. Da vi flyttede, gjorde vi det på grund af fars arbejde. Han respekterede hendes intellekt og beundrede hendes skarphed, samtidig med at han på sin vis opretholdt ubalancen. For mig blev det meget modstridende med forældre, der i teorien talte om ligestilling, men som ikke praktiserede det derhjemme.

Hvor kommer din egen retfærdighedsfølelse fra og viljen til at gøre en forskel?

– Det er nok en kombination af opvækst og egne erfaringer. En oplevelse, der har påvirket mig meget, er en rejse til Sydamerika som ung. Jeg blev så fascineret, at jeg tog en kandidatgrad i spansk, tysk og kunsthistorie. Da min bedstefar døde, arvede jeg 30.000 SEK. For de penge tog jeg tilbage til La Paz i Bolivia, hvor jeg i en forstad arbejdede med nogle af Aymarafolkets kvinder i et år. Der så jeg det, der forenede disse kvinder med min mor og mig, nemlig at vi faktisk drømmer om de samme ting: Arbejde, tryghed, fred og frihed.

Som ung rejste Åsa Regnér til Bolivia i Sydamerika. Dér begyndte hun for alvor at interessere sig for ligestilling.

Hvordan gik det til, da du fik jobbet i FN?

– Jeg blev ligestillingsminister i 2014, en fantastisk opgave, som jeg virkelig nød. Men så hørte jeg om det her job i 2018, og jeg kunne mærke med det samme, at jeg ville søge det. Det kom uventet for statsministeren, men han gav mig sin støtte, fordi det har med svensk  profilering at gøre, og det er jeg meget taknemmelig for. Efter en hård ansøgningsproces blev jeg udnævnt af generalsekretær António Guterres.

Hvordan er det at arbejde sammen med ham?

– Han er ekstremt tydelig og beslutsom. Man forbereder sig virkelig forud for et møde med ham, og jeg lærer også meget af hans måde at se på tilværelsen og af hans analyser. Han prioriterer ligestilling på en gennemtænkt måde, og det er også grunden til, at det virkelig slår igennem.

I dag er den 14-årige Åsas drøm blevet til virkelighed, og du arbejder globalt for at forbedre pigers og kvinders liv. Hvordan ser din egen hverdag ud?

– Når jeg ikke er på arbejde i FN i New York, er jeg ude i felten. Vi har programmer og kontorer i 80 lande, og vores opgave er at nå ud til de fattigste og mest udsatte piger og kvinder. Det gælder for eksempel kvinder fra minoritetsgrupper, dem, der diskrimineres på grund af hudfarve eller handicap. Vi går i dialog med regeringer om forslag til lovgivning og reformer, der fremmer lighed og også støtter kvindebevægelser i landene. 

Før coronapandemien var jeg i det nordlige Nigeria, hvor flere terrorgrupper opererer, bl.a. Boko Haram. De lemlæster, voldtager, torturerer og kidnapper piger og kvinder, fordi de ved, at det ødelægger samfundet. Derfor skal FN være der. Desværre har verden ikke tid til disse kvinders lidelser lige nu, hvor politikken og medierne har fokus på pandemien.  

Hvordan påvirkes du af de møder og den brutalitet?

– Man kan ikke forholde sig rolig og neutral. Det gør ondt langt ind i sjælen. Nogle gange er det svært at håndtere forskellene mellem ens eget og andres liv, og nogle gange begynder jeg bare at græde. En anden ting, jeg tænker på, er, at kvinder næsten altid gerne vil tale. Jeg mindes ikke nogen kvinde, der ikke gerne vil tale om de uretfærdigheder, hun er blevet udsat for. Da vi spurgte kvinder i Libyen om situationen under den igangværende pandemi, fortalte de om færre muligheder for at tjene penge, en ødelagt sundhedspleje og restriktioner, der fører til mere vold i hjemmet.

”Det er ubegribeligt, at 75 procent af verdens parlamentarikere er af det mandlige køn … hvor finder man alle de mænd?”

Og hvad gør FN konkret for at hjælpe?

– Vi arbejder både på kort og lang sigt i flere forskellige programmer, men som et direkte svar på alle de rapporter, der lander på vores bord, og som vidner om kvinders stigende sårbarhed, har vi gennem generalsekretær Guterres for nylig appelleret til alle regeringer om at forebygge vold mod kvinder og sikre, at der føres retsprocesser. Et andet budskab er, at nu, hvor landene satser på forskellige økonomiske hjælpepakker som følge af coronakrisen, er det af største vigtighed at inddrage kvinder i beslutningsprocesserne. Krisen kan blive ”make it or break it”, hvis man har en aktiv ligestillingstankegang.

I mange lande er folk i foråret gået ud på deres altaner og har hyldet sundhedspersonalet, som nu endelig bliver anerkendt og endda heroiseret. Hvad tænker du om det?

– Kvinder bærer bogstaveligt talt samfund på deres skuldre over hele verden. De arbejder inden for sundhedsvæsen, hjemmepleje, apoteker og andre livsvigtige samfundsfunktioner. Hele 70 procent af alle sundhedsarbejdere i verden er kvinder. De står klar dag og nat med viden, empati og udholdenhed og er ofte dårligere betalt end mænd med samme uddannelsesniveau. Det skal ændres nu.

”Ligestilling er ikke noget, der prioriteres i budgetforhandlingerne. Man gør heller ikke noget for at ændre på lovgivningen. Hvis der ikke kommer investeringer, kan lovgivning og reformer ikke blive til virkelighed. Der er behov for et lederskab, hvor man er klar til at tage skraldet.”

Men selv om det går i sneglefart, går udviklingen vel fremad?

– Afgjort. Når vi i FN kigger på, hvad der er sket gennem 25 år, ser vi en øget bevidsthed, og at der er kommet ny lovgivning, som vi aldrig kunne have drømt om. I høj grad takket være #metoo. 94 lande har indført forældreorlov. Vi ser fremskridt inden for pigers uddannelse. I dag begynder næsten lige så mange piger som drenge i skole. Mødredødeligheden falder. Kvindelig omskæring har fået et mindre omfang. Vi har fået bedre lovgivning i forhold til vold mod kvinder. I dag har 14 regeringer rundt om i verden fuld ligestilling, blandt andet Rwanda og Etiopien. Det kvindelige lederskab er også blevet styrket med profilnavne som Sanna Marin, Finlands statsminister, og Jacinda Arden, premierminister i New Zealand. Og det er naturligvis positivt – en udvikling, som jeg også orienterede Sikkerhedsrådet om forleden, men man skal vide, at kvinder i det store hele stadig er fraværende ved forhandlingsbordene.

Et billede, der forstærkes af The Gender Gap Report, hvor det bliver slået fast, at det vil tage 257 år, før vi har opnået økonomisk ligestilling. Hvorfor tager det så lang tid?

– Ligestilling er ikke noget, der prioriteres i budgetforhandlingerne. Man gør heller ikke noget for at ændre på lovgivningen. Hvis der ikke kommer investeringer, kan lovgivning og reformer ikke blive til virkelighed. Der er behov for et lederskab, hvor man er klar til at tage skraldet.

Åsa Regnér är dybt bekymret over, at coronakrisen er med til at nedbryde samfund og åbne for terrorisme og uretfærdighed.

Hvad er det for et skrald?

– Kvinder, der arbejder med ligestilling, møder mere modstand, mindre rummelighed og hårdere bedømmelser. De latterliggøres og reduceres. Vi skal ændre på grundlæggende værdier og rydde ud i gamle fordomme for at gøre en reel forskel.

Hvilken pris har du selv måttet betale?

– Når man kæmper for noget, bliver man meget alene. Det er næsten som om, det er en del af jobbet, og at det forudsættes, at man skal acceptere et vist trusselscenarie, hvis man er en offentlig person. Jeg har oplevet det hele, lige fra underlige kuverter med pulver i min postkasse til had på nettet. Min kontaktperson hos Säkerhetspolisen, som i øvrigt var kvinde, måtte på et tidspunkt ud over at være livvagt også fungere som psykolog og holde i hånd-kollega. Men jeg bryder mig ikke om at beskrive mig selv som offer og fjerne fokus fra min egentlige opgave, som er at arbejde for andre.

Hvor håbefuld og optimistisk er du?

– Jeg er konstruktivt vred. Verden kan ændres, og kvinder har ofte bidraget til forbedringer. Men modstanden er der. #metoo spillede en positiv og vigtig rolle. Det hjalp kvinder i ledende stillinger, at de også kunne være feminister. Derfor ser vi nu mange kvindelige ledere rundt om i verden for ikke at tale om alle de kvindelige statsministre i Norden. Men vi ser også en voksende religiøs, fundamentalistisk bølge og direkte kvindefjendtlige politiske kampagner.

Hvad kan vi gøre her i Norden, og hvad kan vi blive bedre til?

– Sammenlignet med mange andre regioner arbejder vi rigtig godt sammen i Norden omkring ligestillingsspørgsmål. Vi skal fortsætte med at vise verden, hvad der kan lade sig gøre. Men heller ikke i Norden har vi opnået ligestilling, og med coronakrisen har vi set øget vold mod kvinder og uretfærdige forhold i sundhedsvæsenet. Grunden til, at kvinder holdes tilbage, er mangel på investeringer. Der er blevet foretaget kønsanalyser, der viser, at når et samfund også bliver bæredygtigt for kvinder, løser det en masse andre problemer. Derfor er det uforståeligt, at 75 procent af verdens parlamentarikere er mænd, selv om den kvindelige repræsentation i de nordiske lande er bedre. Hvor finder de alle de mænd?

Åsa Regnér mener, at før vi kan opnå virkelig ligestilling, er vi nødt til at begynde med at fjerne de gamle fordomme.

Hvad kan vi lære af coronakrisen?

– Det er blevet endnu tydeligere, hvor vigtig kvindernes indkomst er for at holde sammen på samfund og familier. Og selv om det nogle gange er småindtægter, såsom rengøringsjob, midlertidige job på en café eller tre citroner solgt på markedet, så holder det sammen på landsbyer og lokalsamfund. Når kvinderne nu udebliver på grund af nedlukninger, bryder lokalsamfundene hurtigere sammen, fortjenesterne forsvinder, og børn får ikke mad. Det fører til personlige katastrofer, men gør det også lettere for f.eks. terrorister at tilbyde "beskyttelse og service" til gengæld for et terrorregime. Vold mod kvinder er steget under isoleringen i de fleste af verdens lande. Vi støtter regeringer og kommuner med at etablere telefonlinjer, beskyttede boliger og "kodeord", der kan bruges på f.eks. apoteker, hos politiet og retsvæsenet, også under pandemien. Krisen har vist, at alene ikke gør stærk. Nogle lande har valgt at lukke ned, men vi indser mere og mere, at vi hører sammen og har brug for hinanden. Vi skal udvise empati og solidaritet. Især i lande, der ikke har sociale sikkerhedsnet.

Hvor henter du selv styrke?

– Siden jeg var 20 år, har jeg løbet næsten hver dag. Helst otte kilometer, hvilket tager omkring tre kvarter. Fordi jeg er frisk om morgenen og træt om aftenen, står jeg op kl. 05.15 og løber, hvad enten jeg er i Mexico City eller Cape Town. Det er min måde at håndtere tankerne på og have tid for mig selv. Jeg har brug for endorfin-kicket. Hvis jeg ikke løber, bliver jeg gnaven.

Tekst: Alexandra Pascalidou Foto: Martin Adolfsson

Publiceret 07.09.2020