Business

Hvad jeg har lært om business: Steve Jobs

"Hver morgen har jeg set mig i spejlet og spurgt mig selv: 'Hvis i dag var den sidste dag i mit liv, ville jeg så gøre det, som jeg skal i dag?' Og når svaret var 'Nej' for mange dage i træk, vidste jeg, at jeg var nødt til at ændre noget. Arbejdet er en stor del af ens liv, og for at være helt tilfreds med sig selv skal man gøre et rigtig godt stykke arbejde. Og for at gøre dét skal man elske det, man laver.”

Foto: Shutterstock

Steve Jobs (1955–2011) var velsignet med mange gaver. Han var et opfindergeni og en kreativ hjerne. Han så muligheder, hvor andre så forhindringer, havde en utrolig overtalelsesevne og kunne tryllebinde et publikum.

I 2007, da Steve Jobs på en konference lancerede Apples første iPhone for et jublende, fnisende og imponeret publikum, brugte han kneb som at ringe til Starbucks og bestille 4.000 caffe latte, spille sine yndlingssange og selvfølgelig sit sædvanlige "one more thing ...", før han leverede den store nyhed.

"One more thing" blev så meget Jobs’ ting, at publikum ved hver offentlig præsentation eller lancering – populært kaldet ’stevenote’ i stedet for keynote –kun sad og ventede på den dér sidste ting. Som kunne være en iPhone, iPod, iPad eller en helt ny MacBook. For ikke at tale om, hvad der ventede på børsen ...

Det var tydeligt, at når Steve Jobs stod på scenen, elskede han det – og han gjorde det utroligt godt.

Da han døde af kræft i bugspytkirtlen i 2011, skrev Barack Obama:

– Steve er en af Amerikas største innovatorer ... modig nok til at tænke anderledes, modig nok til at tro, at han kan ændre verden, og dygtig nok til at gøre det.

Jobs’ bedste "frenemy" gennem 30 år, Microsofts Bill Gates, sagde i en kommentar, at han vil savne ham utrolig meget, og tilføjede:

– For os, der har været så heldige at arbejde sammen med ham, har det været en vanvittigt stor ære.

Og med en humor, som Steve Jobs helt sikkert havde værdsat, tweetede komikeren Jimmy Fallon:

– Tak, Steve Jobs, for alle de sjove og utrolige måder, du har gjort vores liv bedre på ... Sendt fra min iPhone.

Publiceret 20.09.2020