Personligt

Hun kæmper mod madspild

Den danske landechef hos Too Good To Go, verdens største madspildsapp, Heidi Boye, er drevet af passion og et ønske om at gøre en forskel – og så elsker hun selv at blive overrasket over, hvad der gemmer sig i de ’lykkeposer’, hun redder fra at blive smidt ud.

Heidi Boye
Landechef i Too Good To Go, Heidi Boye, er drevet af en passion for det, hun arbejder med, hvilket betyder, at arbejdsliv og privatliv nemt flyder sammen.

Om Heidi Boye, da hun søgte jobbet som landechef i Too Good To Go i Danmark, skrev ’Det perfekte match’ som overskrift vides ikke, men det kunne hun have gjort, og det ville have været spot on.

Too Good To Go er en mobil app, der forbinder forbrugere med bl.a. restauranter og fødevarebutikker, der har overskydende varer. Varerne sælges til nedsat pris via såkaldte lykkeposer, hvor indholdet varierer fra gang til gang

Heidi Boye er uddannet fra CBS med en Ph.d. i forbrugeradfærd, og har siden da arbejdet med fødevarer.

– Det er der, min passion ligger.

Heidi Boye
Heidi Boye er på en mission for at bekæmpe det madspild, der udgør et betydeligt klimaproblem, da mad udleder CO2, når det bliver til affald. 8 procent af de globale drivhusgasser kan ledes direkte tilbage til madspild.

Heidi Boye

Bosat: København

Uddannelse: Master i marketing og kommunikation og ph.d. i forbrugeradfærd (CBS)

Karriere: Landechef i Too Good To Go siden 2019. Har tidligere arbejdet som bl.a. Managing Consultant hos Implement, Head of Business Development hos Aller og Strategy Director hos Carat.

Skjult talent: Stor passion for surdej i alle afskygninger

Motto: Hvis alle gør lidt, så bliver lidt til meget

Et udsagn man ikke et øjeblik betvivler, når hun fortæller om, hvad der driver hende, for her står det hurtigt klart, at Too Good To Gos vision og Heidi Boyes mission er den samme.

– Tallene taler for sig selv. Madspild står for mellem otte og ti procent af den samlede CO2-udledning, og alene i Danmark bliver 1/3 af al den mad, der bliver produceret, smidt ud. Det er over 700 tons mad i Danmark alene, fortæller hun og fortsætter.

– Hos Too Good To Go har vi ’en verden uden madspild’ som vision, og det optager mig i den grad at få skabt et samfund, hvor vi sætter langt større fokus på madspild.

En særlig valuta

Det er blot fem år siden, den danske app, der i dag er verdens største madspilds-app, blev til efter fem venners restaurantbesøg. Her var de vidner til, at fad efter fad af al den lækre, urørte buffetmad inden lukketid blev væltet direkte ned i en skraldesæk. De begyndte efterfølgende at undersøge, præcis hvor meget mad og hvor mange ressourcer, der på denne måde blev smidt ud, og de satte sig for at finde en løsning på problemet. I løbet af få måneder kunne Too Good To Go tilbyde den første lykkepose med overskudsmad.

Heidi Boye
Coronakrisen har ifølge Heidi Boye været med til at nedbringe madspildet, da vi pludselig fik tid til at lave mad fra bunden, madplaner og genbruge rester.

I dag har appen 33 mio. brugere i 14 europæiske lande, og sidste år rykkede den danske virksomhed ind i USA med start i Boston og New York og en nylig lancering i Philadelphia.

Heidi Boye kom til virksomheden som landechef i 2019 og arbejder i dag sammen med et team på 25.

De arbejder på at mobilisere forbrugere og forretninger til at komme ind i appen, og hun fortæller stolt, at Lagkagehuset netop er kommet med i det gode selskab sammen med blandt andet Netto, Aldi, Lidl og Fakta.

– Vores fornemste opgave er at få adresseret madspild og gjort noget ved problemet, så hver ny forretning og bruger er en sejr.

I Danmark alene er der 2,1 millioner brugere, og appen har lige rundet syv millioner reddede måltider her i landet.

Og de reddede måltider er netop den valuta, som virksomhedens succes gøres op i. Måden, Too Good To Go tjener penge på, er ved at tage et lille beløb for hvert reddet måltid, hvilket også betyder, at der skal reddes rigtig mange måltider for at tjene penge, og lige nu reinvesteres alt som en del af virksomhedens ekspansionsplan.

Heidi Boye
Heidi Boye er selv en af de mere end to millioner danskere, der benytter sig af Too Good To Go appen, og hun elsker at blive overrasket af indholdet i ’lykkeposen’.

En nem løsning

Og hvis succes måles i solgte ’lykkeposer’, er der ingen tvivl om, at Too Good To Go er en succes, og det er der en god grund til ifølge Heidi Boye.

– Der er et behov i markedet, og vi skyder ind i noget, der ikke rigtigt er en løsning på i dag. Man kan sige, at vores eneste konkurrent er skraldespanden.

I Danmark smides en tredjedel af al mad ud, og i USA er det næsten 40 procent, så at der er et marked, synes klart.

– Vi adresserer et problem, der er i markedet, og vi har en konkret løsning PÅ, der er nem at implementere, siger Heidi Boye.

En verden uden madspild

Udover ’markedspladsen’ på appen supporterer Heidi Boye og hendes team også både forretninger og forbrugere med andre tiltag for at mindske madspild.

– Vi hjælper blandt andet med tips og tricks til at producere i forhold til behov, opbevaring af maden, og hvordan man sikrer, at det, der skal spises først, bliver spist først. Det kan for eksempel være idéer til, hvordan man kan bruge resten af det halve hvidkålshoved, der har ligget og kigge på en i to uger, hver gang man har åbnet køleskabet.

Heidi Boye
I Danmark alene er der blevet reddet mere end syv millioner måltider gennem Too Good To Go appen.

Too Good To Go har også iværksat en række oplysningstiltag for at fremme viden om madspild. I dag står de danske hjem for 38% af alt madspild.

– Vi ved, at det kræver nyt fokus og ændring af vaner og adfærd, hvis vi for alvor skal reducere madspild i hjemmene, og derfor er det supervigtigt, at vi også er med til at oplyse om problemets omfang, og hvad man rent praktisk kan gøre som forbruger for at bidrage til at løse det.

Derfor har de blandt andet lanceret en uddannelsesportal med undervisningsmaterialer for både skoleelever, gymnasieelever og universitetsstuderende og udviklet undervisningsmaterialer i samarbejde med Gyldendal og Systime.

Too Good To Go står også bag en omfattende datomærkningskampagne, hvor de har fået en stribe af de største fødevareproducenter i Danmark og en række andre europæiske lande til at føje ’ofte god efter’ til ’bedst før’-datomærkningen.

– Man skal bruge sine sanser, før man ukritisk kasserer varer, der har overskredet datoen.

Heidi Boye

”Tallene taler for sig selv. Madspild står for mellem otte og ti procent af den samlede CO2-udledning, og alene i Danmark bliver 1/3 af al den mad, der bliver produceret, smidt ud. Det er over 700 tons mad i Danmark alene, fortæller hun og fortsætter.”

Derudover samarbejder Heidi Boye og hendes team med en lang række partnere inden for madspildsområdet som for eksempel WeFood, Eat Grim og Fødevarebanken.

– Vi tror på partnerskaber, og det her problem er så stort, at vi skal mobilisere de kræfter, der er på markedet for at komme det til livs.

Coronakrisen

Partnerskaber og nytænkning skulle der i særlig høj grad til, da coronakrisen ramte, og restaurationsbranchen, som udgør en signifikant del af Too Good To Gos partnere, blev tvunget til at lukke ned i marts.

– Vi er i Danmark sluppet forholdsvis heldigt fra det, fordi vi også samarbejder med en lang række supermarkeder og bagerier, der har holdt åbent som normalt, siger Heidi Boye og understreger, at de ser frem til at få restauranterne og caféerne tilbage i appen.

Faktisk var de hurtige til at skabe nye tiltag, da første bølge af pandemien ramte.

Heidi Boye
Lækkert brød og ’grimme’ grøntsager er det Heidi Boye oftest køber gennem appen.

Too Good To Go

• Too Good To Go er verdens største app til bekæmpelse af madspild.

• Madspild står for mellem otte og ti procent af den samlede CO2-udledning.

• I Danmark bliver mere end 700 tons mad årligt smidt ud. Det svarer til ca. 1/3 af den producerede mad.

• I dag har app’en 33 mio. brugere i 14 europæiske lande, og sidste år rykkede den danske virksomhed ind i USA med start i Boston og New York og en nylig lancering i Philadelphia.

• I Danmark er der 2,1 millioner brugere, og appen har rundet syv millioner reddede måltider her i landet.

– Vi fik på rekordtid lanceret et take away-koncept kaldet StøtLokalt, hvor vi gav vores partnere mulighed for at sælge take away til normalpris via appen, fortæller Heidi Boye.

Initiativet havde udelukkende til hensigt at holde restauratørerne oven vande og var ikke et tiltag, som virksomheden tjente penge på.

Som følge af, at restaurationsbranchen holder lukket, kæmper mange producenter med overfyldte lagre, og dem kan Too Good To Go også hjælpe med at få afsat og markedsført via appen.

– Vi har blandt andet hjulpet producenter som Søbogaard, Mikkeller og People Like Us med at afsætte drikkevarer. Vi har afsat måltider, som skulle have været anvendt som personalemad i flybranchen. Og lige nu har vi et stort udvalg af desserter og delikatesser, som også var tiltænkt formål, som pandemien har sat en stopper for.

’Lykkepose’-fan

Heidi Boye praktiserer, i mangel på en bedre analogi, også, hvad hun ’prædiker’ Hun er selv en flittig bruger af appen, som hun især bruger til at købe brød fra bagere og poser med frugt og grønt fra supermarkeder.

– Markedsanalyser viser, at der er tre drivkræfter til at bruge appen. Den første er at gøre noget godt for miljøet, så er det value for money og til sidst overraskelseselementet, og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at åbne en ’lykkepose’ og se, hvad jeg har fået med, fortæller hun med smil i stemmen.

Tekst: Gry Koefoed Foto: Lars Just

Publiceret 03.03.2021