Økonomi

Her er scenarierne på aktiemarkedet

Skal vi have en ny langvarig nedtur på aktiemarkederne? Eller skal vi forvente et rekyl opad? Eller noget midt imellem? Chefstrateg Andreas Østerheden opstiller tre scenarier for aktiemarkedet den kommende tid og sætter tal på sandsynligheden. Og det er godt nyt til aktieinvestorerne.

Chefstrateg Andreas Østerheden

Aktierne flyver op og ned oven på de kraftige dyk i kølvandet på coronavirussens indtog i Europa og USA, og usikkerheden er central for investorerne. Nøglespørgsmålet i disse tider er i høj grad, hvornår og hvordan åbningen af økonomierne post corona kommer til at forløbe. Og ikke mindst hvilke komplikationer, der kan opstå, og hvor meget de vil komme til at betyde for økonomierne – og ikke mindst aktiemarkedet.

Chefstrateg Andreas Østerheden har i en ny investeringsanbefaling sat tal på tre scenarier, han ser som de mest sandsynlige, når landene og økonomierne begynder at åbne igen.

– Når man analyserer og præsenterer sine forventninger til investeringsmarkederne, så vil de ofte bestå af et hovedscenarie og nogle mere yderligtgående scenarier. Det har vi også gjort her. Generelt er vi optimistiske på længere sigt, men uanset hvilket scenarie, vi vil opleve, så er usikkerheden på kort sigt fortsat stor, siger Andreas Østerheden.

Han peger på, at der vil være sektorer, der er hårdere ramt end andre, nok også et stykke ud i fremtiden, og at man som investor derfor skal tage hensyn til dette. Nordea anbefaler fx ikke, at man går ud og køber op i flyindustrien eller nogen af de hårdest ramte sektorer i dette miljø. Men på et mere overordnet plan er særligt regeringernes hjælpepakker og centralbankernes tiltag afgørende for den udvikling, han forventer at se på aktiemarkederne det kommende år.

– Spørgsmålet vil i høj grad være, om hjælpepakkerne og tiltagene virker som ønsket, eller om de virker så godt, så markederne overopheder, eller om de er for små til at undgå en global økonomi, der bliver sat i et længerevarende bakgear.

Han forventer en langsom genstart af økonomien kombineret med de kraftige tiltag fra beslutningstagerne rundt om i verden, der vil få økonomien til at genvinde sin styrke – forudsat at der ikke kommer en ny runde af virusudbruddet.

– På længere sigt er det dog sandsynligt, at vi kan opleve lavere vækst bl.a. som følge af den stigende gældsbyrde, ulighed, protektionisme og de-globalisering. Der er også det kortsigtede positive scenarie, hvor investorerne i endnu højere grad end ventet profiterer på hjælpepakkerne fra regeringer og centralbanker, siger Andreas Østerheden.

De tre scenarier for de kommende 12 måneder er:

  • Langsom genopretning (60 pct. sandsynlighed): Genåbningen af økonomierne kommer til at tage tid. Ikke bare at få borgere tilbage på arbejde, men også at få forbrugerne tilbage på banen. Vi forventer derfor også et langsomt opsving, som vil indebære økonomiske omkostninger i forbindelse med fyringer af medarbejdere og konkurser blandt selskaber. I det scenarie forventer vi 5–10 pct. på globale aktier.
  • Langvarig nedtur (15 pct. sandsynlighed): Der er også risiko for, at genåbningen tager længere tid, end vi forventer, og at de økonomiske eftervirkninger bliver større. Dermed risikerer vi, at økonomien ender i en langvarig økonomisk krise på trods af regeringer og centralbankers forsøg for at hjælpe. Dette scenarie tildeler vi ikke så stor sandsynlighed, men det vil omvendt være en skidt scenarie for aktier (-35 pct. lavere fra nuværende niveauer).
  • Hurtig optur (25 pct. sandsynlighed): Stimulanspakker fra centralbanker fortsætter trods stigende aktivkurser, og det ender i direkte eufori på markederne. Renterne trækker højere i takt med, at centralbankerne er nødt til at reducere de understøttende tiltag, men på kort sigt vil det være positivt for aktier (+25 pct. på aktier)

Tekst: Mikkel Nikolajsen

Publiceret 06.05.2020