Økonomi

Håndværker­fradraget får vokseværk i 2021

Den 6. december 2020 faldt finansloven for 2021 på plads. En nyskabelse er en kraftig forhøjelse af fradraget under BoligJobordningen eller det såkaldte håndværker- og servicefradrag.

Foto: Shutterstock

I år ligger beløbsgrænsen for fradrag for håndværksydelser på 12.500 kr. pr. voksen i husstanden og 6.200 kr. pr. voksen i husstanden for serviceydelser.

De to fradrag forhøjes midlertidigt, og det gælder foreløbigt i hele 2021. De nye beløbsgrænser er:  én beløbsgrænse på 25.000 kr. for serviceydelser, hvor skatteværdien af fradraget desuden øges til ca. 35 pct., samt én beløbsgrænse på 25.000 kr. for håndværk, hvor fradragets skatteværdi er på ca. 26 pct. Dvs. at en person kan fradrage udgifter til arbejdsløn på op til 50.000 kr. i 2021. Er man to voksne i husstanden, kan man fordoble beløbet.

Man kan som tidligere kun få fradrag for arbejdsløn inklusive moms, og man skal betale elektronisk fx med dankort, mobilbetaling eller netbank. Desuden skal dokumentation for det udførte arbejde gemmes.

For håndværksydelser er fradragets værdi ca. 26 pct. Det betyder, at hvis dit håndværkerfradrag er på 10.000 kr., sparer du  2.600 kr. i skat.

For serviceydelser fx rengøring og havearbejde er fradragets værdi ca. 35 pct. Det betyder, at hvis dit servicefradrag er på 10.000 kr., sparer du 3.500 kr. i skat. Du indberetter selv på skat.dk

Af: forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen

Publiceret 07.01.2021