Økonomi

Erhvervslivets Robin Hood lod medarbejderne dele overskuddet

Kan supermotiverede medarbejdere bidrage til at løfte en virksomhed til nye højder? Og kan virksomheder ændre deres medarbejderes liv? Spørg dem, der arbejder hos Monitor i Hudiksvall i Sverige, som udvikler forretningssystemer til it-branchen. Der har medarbejderne delt hele overskuddet siden 2010. Ideen kom fra grundlæggeren Åke Persson, som ikke mente, at penge skulle lægges til side, og som blev kaldt "erhvervslivets Robin Hood".

"Der har været rigtig mange penge tilovers. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg købe slotte og herregårde og lejligheder i andre lande? Sommerhuse? Luksusbiler? Hvad er der sjovt ved det? Jeg ville have skammet mig. Det er jo medarbejderne, som har oparbejdet dette, som har oparbejdet noget helt enormt," kommenterede Åke i et interview.

I 2016 kunne medarbejderne hos Monitor dele, hvad der svarer til i alt ca. 40 mio. kr. Det udgjorde i gennemsnit ca. 390.000 kr. pr. person – ud over grundlønnen. Samme år døde Åke Persson, men ifølge broren Morgan Persson, som nu er direktør, har selskabets overskud ligget på et lignende niveau siden da. Overskuddet fordeles efter et sindrigt internt bedømmelsessystem, der tager højde for tilstedeværelse og antal år i virksomheden, men også hvilke vurderinger den enkelte medarbejder får af sine kolleger.

– Åke ville se, hvilke effekter overskudsdelingssystemet fik. Det var drivkraften. Han var overbevist om, at hans system, der er baseret på hvor meget man har arbejdet i løbet af året, og hvilken vurdering man får af sine kolleger, var revolutionerende, siger Morgan Persson.

I dag har Monitor kontorer i ni lande ud over Sverige og mere end 200 medarbejdere. Personaleudskiftningen er, ikke overraskende, meget lav.

Publiceret 19.08.2019