Økonomi

Er vi midt i en korrektion på aktie­markedet?

Simon Kristiansen
Seniorstrateg Simon Kristiansen. Foto: Jacob Nielsen

De seneste uger har budt på nogle markante forskydninger på de finansielle markeder, hvor de lange renter er kørt op, og aktierne slået noget tilbage.
Vi har spurgt seniorstrateg Simon Kristiansen, om der overhovedet er mere luft tilbage i aktierne.

Mens vi herhjemme igen langsomt åbner samfundet op efter en lang corona-vinter, så har aktieinvestorerne iført sig noget mere pessimistiske gevandter. Den korrektion, der begyndte i slutningen af februar, fortsatte i sidste uge, hvor aktierne tog et dyk, mens renterne på statsobligationer blev sendt yderligere op.

– Det er værd at huske på, at vi kom fra nogle meget høje prisniveauer. Der er lommer af aktiemarkedet, som stort set er steget i en ubrudt kurve siden foråret 2020, og hvor prissætningen er løbet lidt foran opsvinget. Så det er ikke overraskende, at der måtte komme en mindre korrektion forårsaget af stigende renter, som den vi ser i øjeblikket, forklarer Simon Kristiansen.  

Han peger på, at de seneste rentestigninger kommer på baggrund af en øget tillid til det økonomiske opsving, og derfor forventer investorerne også, at den amerikanske centralbank hurtigere kommer på banen med renteforøgelser.

– Når renterne stiger, falder værdien af investeringer i statsobligationer.

Torsdag i forrige uge faldt værdien af stort set alle aktivklasser markant, hvilket indikerer, at investorerne i hvert fald kortvarigt helt trak sig ud af markedet. Amerikanske statsobligationer oplevede torsdag det største frasalg siden uroen i marts sidste år, og renten på 5-årige obligationer steg ligeledes markant i løbet af dagen. De kraftige udsving forplantede sig til aktierne, hvor især de rentefølsomme vækstaktier faldt kraftigt.

– De seneste ugers korrektion har hidtil begrænset sig til et par procent. Selvom vi generelt er positive på aktier, skal man som investor indstille sig på, at der vil komme kortere eller længere perioder med kursfald. Siden opturen begyndte sidste forår, har korrektionerne i markedet typisk været på under 10 pct., siger Simon Kristiansen.

Nærmer kursfaldet sig tocifrede niveauer, lyder anbefalingen til investorerne at holde fast i troen på en normalisering og bruge muligheden til at øge vægten af aktier i porteføljen.

– Vi har stadig tiltro til den opadgående trend. Periodevise kursfald er godt for markedet, da opturen har været lidt for meget i én retning efter vores smag. Et mindre tilbagefald eller en ”mini-korrektion” vil kølne investorernes begejstring og dermed give markedet et lidt bedre fodfæste.

Er der overhovedet mere luft tilbage i aktierne?

– Vi siger normalt, at aktiemarkederne aldrig stiger i en lige linje. Siden nyhederne om overraskende effektive vacciner og demokraternes sejr ved valget i USA ramte markederne, er aktier overordnet set kun gået i vejret. Opturen er dog ikke sket uden små bump på vejen, og investorerne må fortsat indstille sig på perioder med kursfald. Vi mener, at man skal holde fast i troen på normalisering, fastholde en overvægt af aktier og samtidig acceptere de periodiske kursudsving, som måtte komme. Både det økonomiske opsving og indtjeningen taler fortsat for aktier over obligationer, lyder budskabet fra seniorstrategen.

Publiceret 08.03.2021