Innovation

Diamantbatterier kan holde i flere tusind år

Den enes affald, den andens gevinst. Det lyder for godt til at være sandt, men NDB Technology i San Francisco mener at have løst to af vor tids største problemer: Hvor vi skal opbevare det livsfarlige kernekraftaffald, og hvordan vi skal oplade vores batterier.

diamant
Foto: Shutterstock

Virksomheden eksperimenterer med at omdanne kernekraftaffald til radioaktivt kulstof-14 og fremstille diamanter, der producerer energi i stedet for bare at lagre den. Ideen er, at en radioaktiv diamant skal være omgivet af andre industrielt producerede diamanter og omdanne strålingen til elektricitet.

Som alle ved, er radioaktivt affald giftigt og tusinder af år om at nedbrydes. Batteriet fremstilles af reaktordele, der er blevet radioaktive i kernekraftanlæg, men gennem den nye metode indkapsles strålingen, og batteriet bliver ufarligt.

Ifølge IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur, "kan kernen i en typisk grafitmodereret reaktor indeholde 2.000 tons grafit." Grafitten indeholder kulstof-14 radioisotop, den samme radioisotop, der bruges af arkæologer til kulstofdatering, og hvis ladning vakte NDBs interesse.

Man hævder altså, at det er lykkedes at udvikle grafitten til et batteri, der kan holde i tusinder af år – et klart løft for enhver smartphone eller elbil. Batteriet fremstilles af to typer nanodiamanter, hvilket gør det kollisionssikkert i biler eller andre genstande i bevægelse. Virksomheden siger også, at batteriet udsender mindre stråling end menneskekroppen. 

NDB forventer at have en kommerciel version af batterier – i stil med AA og AAA – med lav effekt på markedet om få år efterfulgt af en kraftig version om fem års tid. Hvis alt går som planlagt, kan teknologien være et stort skridt fremad, hvor man til en lav pris kan få langsigtet energi til verdens elektronik og køretøjer.

For som virksomheden siger: – Vi kan begynde på nanoniveau og sidenhen drive både satellitter og lokomotiver.

Publiceret 28.01.2021