Økonomi

Derfor er Norden bedst til unicorns

De fire nordiske lande har opfostret et stort antal unicorns*, nogle af dem er blandt verdens mest velkendte. Hvorfor er Norden så godt et sted at græsse for unicorns? Nordeas Vesa Riihimäki, Head of Startup & Growth Finland, gør os klogere på sagen.

Der har været i alt 16 nordiske unicorns – skal vi være stolte af det tal?

– Ja. Ser man på antallet af Unicorns pr. indbygger, ligger de nordiske lande helt klart langt oppe på listen, lige efter USA. Glem ikke Estland, som (med en befolkning svarende til en fjerdedel af Finlands eller Danmarks) har fostret tre unicorns: Transferwise, Playtech og Bolt (tidl. Taxify), siger Vesa Riihimäki. 

Blandt de 16 er der ingen norsk og kun én finsk virksomhed – hvordan kan det være?

– Iværksætteri har været længere om at få fat i Norge. Det samme gælder for begrebet business angels. Finland var vel lidt foran Danmark i slipstrømmen på Nokias succes, men det er ikke længere tilfældet. Og i Sverige har startups i højere grad været en tradition, de går længere tilbage i tiden.

Kun to unicorns vil sælge et fysisk produkt, Genmab og Northvolt. Alle de andre er internetbaserede, hvorfor?

– Det er ikke usædvanligt, for det er dér ekspertisen ligger. Tal fra 2018 viser, at Europes tech-industri som helhed vokser fem gange så hurtigt som resten af den europæiske økonomi. Og tech-arbejdsstyrken voksede med 4%, hvor den samlede arbejdsstyrke kun voksede 1,1%. Dertil kommer en helt overordnet forklaring: Siden 2014 har digitaliseringen virkelig haft fart på, den har gjort det muligt for mange startups at lave gode forretninger.

Vesa Riihimäki, Head of Startup & Growth, Nordea Finland

Hvordan holder vi fast på de smarteste iværksættere?

– Tja, én måde er, at de nordiske lande holder skattetrykket på et rimeligt niveau. Noget andet er, altså … i mit job har jeg mødt masser af iværksættere. Mange af dem er taget til Silicon Valley, men der er også mange, der er vendt tilbage, for det er for dyrt at bo der, og livskvaliteten er ikke nær så høj som i de nordiske lande. Udenlandske iværksættere kommer HERTIL på grund af den kvalitet.

Hvilken virksomhed bliver den næste nordiske Unicorn?

– Blandt fremtidens mulige kandidater ser jeg Wolt og Nightingale (begge finske, grl. hhv. 2014 og 2016). Det er startups med en stærk offentlig profil, og som går efter at blive globale.

– Der er dog et generelt problem for nordiske firmaer, der gerne vil vokse til Unicorn-størrelse. Selv om amerikanske venturekapitalister gerne vil gå IND med penge i Norden og Europa, så foretrækker de at hente pengene UD igen i USA. Det betyder, at nogle gange varer et firmas værdiansættelse ikke længe nok til, at den kan nå op på $1 mia.    

Vil investeringer i nordiske startups gå op eller ned de kommende fem år?

– I de forgangne to-tre år har kapitalinvesteringer generelt ligget på samme niveau i USA, de er gået ned i Asien, men op med næsten 40% i EU. Og de VC-penge, som europæiske firmaer har rejst, skal nu på arbejde. Disse ting vil, til en vis grad, smitte af på de nordiske lande og deres startups.

– Tillige har vi på det seneste set flere dollars tilflyde seed-stadiet i Norden end tidligere fra store VC’er som f.eks. Sequoia Capital.      

Hvilke nye eller anderledes forretningsområder vll disse nye startups kaste sig over?

– Årene igennem har jeg vel haft kontakt med omkring 2.500 startup-firmaer her i Finland. Og fokus ligger nu på produkter, der er bæredygtige. På ESG. Det gælder også for startups i de øvrige nordiske lande. Og globalt, for den sags skyld.

Tekst Jan Frimodt    

Fodnote: En ”unicorn” er en ikke-børsnoteret virksomhed med en værdi på mindst 1 mia. dollar (ca. 6,7 mia. kr.)

20 år med nordiske unicorns

Aldrig er der investeret  så meget i nordiske enhjørninger som nu. Her er de 11 mest værdifulde virksomheder, som er stiftet i Norden de seneste 20 år.

1. Spotify

Verdens største musik-streamingtjeneste med knap 200 millioner brugere. Svensk, grundlagt i 2008 af Daniel Ek og Martin Lorentzon. Ideen var at være bedre end pirattjenester, men samtidig kompensere musikindustrien. Gik på børsen i 2018 til tonerne af €26 mia. (ca. 195 mia. kr.)

2. Genmab

Internationalt biotekfirma grundlagt 1999 i København. Mest kendt for at udvikle antistofbaserede midler til behandling af kræft. Markedsværdi januar 2020: ca. 101 mia. kr.

3. Supercell

Mobilspilsfirma, grundlagt af seks finner i 2010. Første spil, Gunshine, var til browser, derefter spil til mobil, bl.a. Clash of Clans og Brawl Stars. Ved Super Bowl 2015 betalte man $9 mio. for en 60 sekunders tv-reklame med Liam Neeson i hovedrollen. I 2018 tjente firmaet $1,5 mio. om dagen på Clash of Clans. Luxembourg-baserede Halti købte i 2016 81,4 % af Supercell for $10,2 mia. (ca. 70 mia. kr.) 

4. Zendesk

Customer service softwarefirma, grundlagt i 2007 af danskerne Mikkel Svane, Morten Primdahl og Alexander Aghassipour. Flyttede i 2009 sit hovedkvarter til San Francisco-kvarteret Tenderloin – , hvor også Twitter og Uber har hjemme. Gik på børsen i 2014, markedsværdi januar 2020: $9,6 mia. (ca. 64 mia. kr.)

5. Skype

Gratis IP-telefoni-tjeneste, Skypes app menes at være downloadet 1,5 milliarder gange. Grundlagt i 2003 af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström. Skype blev i 2005 solgt til eBay for $2,6 mia. (ca. 17,5 mia. kr.). Videresalget i 2011 til Microsoft formedelst $8,5 mia. (ca. 57 mia. kr.) var dengang Microsofts største handel.

6. King

Mobilspilsfirma, grundlagt i 2003 af svenskerne Sebastian Knutsson, Thomas Hartwig, Lars Markgren og Patrik Stymne. Slog igennem med puslespil-spillet Candy Crush Saga. Gik på børsen i 2014. Solgtes i 2016 for $5,9 mia. (ca. 39,5 mia. kr.) til amerikanske Activision Blizzard, som dermed nåede op over 500 millioner brugere verden over.   

7. Evolution Gaming

Udvikler og sælger B2B-løsninger til spiloperatører. Svensk, grundlagt i 2006 af Jens von Bahr og Fredrik Österberg. Mest kendt for Live Casino, bordspil, hvor spillere fra tablet eller mobil kommunikerer med menneskelige dealere. Gik på børsen i 2015, markedsværdi januar 2020: ca. 39 mia. kr.

8. Klarna

Største fintech startup i Europa, leverer finansielle online-tjenester, der f.eks. gør e-handel sikrere for køber og webshop. Svensk, grundlagt i 2005 af Sebastian Siemiatkowski, Niklas Adalberth og Victor Jacobsson. 40% af al svensk ehandel går via Klarna, der i 2018 på verdensplan havde 60 mio. brugere og 90.000 tilknyttede webshops. Efter en investeringsrunde i 2019 på $460 mio. værdisattes Klarna til $5,5 mia. (ca. 37 mia. kr.).

9. Sitecore

Systemintegrationsfirma, grundlagt som Pentia af seks danskere i 1998, siden 2001 Sitecore. Etablering og drift af websites krævede dengang en udvikler/programmør. Udviklede og patenterede dét, man i dag kalder et content management system. Kapitalfonden EQT betalte i 2016 €1 mia. (ca. 7,5 mia. kr.) for aktiemajoriteten i firmaet. Sitecore er siden værdisat til 31,5 mia. kr.

10. Mojang

Computerspilsfirma, ”mojäng” er svensk for ”gadget”. Grundlagt i 2009 af Markus ”Notch” Persson. Mest kendt for Minecraft, står også bag Cobalt og Scrolls. I 2014 købt for $2,5 mia. (ca. 17 mia. kr.) af Microsoft, der var ude efter Hololens-teknologien, hvor briller blander gennemsigtig, tredimensionel grafik med den virkelige verden.

11. iZettle

Sælger betalingsløsninger til mindre firmaer. Grundlagt af svenskerne Jacob de Geer og Magnus Nilsson i 2010. Navnet iZettle kan oversættes med ”Jeg afregner”. Købt af amerikanske PayPal i 2018 for $2,2 mia. (ca. 14,5 mia. kr.).

Fodnote 1: Copenhagen Economics havde på sin unicorn-liste fra slutningen af 2018 yderligere fire virksomheder: HMD (finsk, det tidl. Nokia), Tradeshift (dansk, digital samhandel ml. virksomheder), Bambora (svensk, betalingssystemer) og Unity (dansk, videospil-software). Alle var dengang mindre end $2 mia. (ca. 13,5 mia. kr.) værd. Northvolt (svensk, bilbatterier) var medio 2019 værdisat til $1,57 mia. (ca. 10,5 mia. kr.).
Fodnote 2: En ’unicorn’ er en ikke-børsnoteret virksomhed med en værdi på mindst 1 mia. dollar (ca. 6,7 mia. kr.)

Publiceret 03.03.2020