Innovation

Crash eller klingende mønt for selvkørende biler?

Selvkørende biler er hotte – både blandt investorer og udviklere. Det er ikke svært at forstå hvorfor: Over 60 procent af alle trafikulykker skyldes den menneskelige faktor. Og, hånden på hjertet, hvem vil ikke gerne køres hjem efter en aften i byen?

Kapløbet om at udvikle den sikreste og bedste selvkørende bil foregår hovedsagelig i Californien i USA. Waymo, der ejes af søgegiganten Googles moderselskab Alphabet, er blevet førende på markedet foran både Tesla og General Motors. Waymo vurderes at være svimlende 240 milliarder dollars værd, men har endnu ikke solgt en eneste bil og har ingen indtægter.

For villige investorer virker det dog til at være nok med bl.a. den statistik, som de californiske myndigheder for nylig har offentliggjort. Blandt de 48 virksomheder, der testede selvkørende biler på offentlige veje i 2018, klarede Waymos autonome testbiler sig længst, uden at sikkerhedskøreren måtte gribe ind: Der var 17.730 km mellem tilfældene. Nr. 2, General Motors' testbil, kørte 8.370 km mellem indgrebene, og Zoom klarede 3.090 km. Det store spørgsmål er nu, om virksomhederne er i fuld fart på vej mod en strålende fremtid eller et ødelæggende crash?

Publiceret 14.07.2019