Personligt

Bølge­tæmmeren

En arbejdsmæssig midtvejsransagelse, og en opfindsom og smågenial ven på vej ud af ’garagen’ med (formentlig) koden til den sidste store vedvarende energiressource, fik Michael Henriksen til at skifte arbejdskurs.

Michael Henriksen
I løbet af de næste tre år vil Wavepiston, hvor Michael Henriksen er CEO, kunne levere kommerciel bølgeenergi.

Alle, der har været en tur ved Vesterhavet på en blæsende dag, ved, at bølgerne besider en voldsom kraft.

De kræfter høster det danske bølgeenergiselskab Wavepiston, som Michael Henriksen har været CEO for siden 2014.

Michael Henriksen har en baggrund i den finansielle sektor indenfor handel og administration af værdipapirer og valutaer og arbejdede i mange år som selvstændig, indtil han kunne mærke, at der skulle ske noget nyt rent arbejdsmæssigt.

– Det var det klassiske midt 40’erne spørgsmål om, ’hvad skal jeg bruge resten af mit liv på?’, fortæller han.

Michael Henriksen og Martin von Bulow
Michael Henriksen valgte at skifte den finansielle sektor og livet som selvstændig ud med et job, der for han giver mere mening på den store linje. Det var chefspecialist I Wavepiston, Martin von Bulow (th), der fik Michael Henriksen med på bølgerejsen.

Michael Henriksen

Bosat: Espergærde, nord for København.

Uddannelse: Cand.merc.

Karriere: CEO i Wavepiston siden 2014. Har tidligere arbejdet med projekter i den finansielle sektor, primært indenfor capital markets, og været hotelejer.

Skjult talent: Familiemester i at gribe bolde – er nyttigt i mange sammenhænge.

Motto: Hvis jeg må komme med to
• Gør det helt, ikke halvt.
• Hver en handling, uagtet hvor lille, gør en forskel.

Den afgørende MUS-samtale

Efter en årrække som selvstændig havde Michael Henriksen brug for inspiration udefra til at finde ud af, hvilken retning han skulle tage sin karriere i.

– Som selvstændig, har man jo ikke været til medarbejderudviklingssamtaler, så jeg hyrede nogle udefra, fordi jeg havde brug for et friskt pust og hjælp til at finde min retning.

Michael Henriksen hyrede to kvinder, der arbejdede med HR og mere specifikt med at beskrive, hvad det er, man vil.

Det eneste pejlemærke, han kom med, var et ønske om at bruge sine kompetencer til at kunne gøre en forskel, og sammen med de to konsulenter, fandt han frem til, at han skulle søge mod et arbejde indenfor vedvarende energi og bæredygtighed generelt.

– Det lyder nok lidt søgt, men jeg drømte om at kunne gøre en forskel i forhold til at bringe verden hen et bedre sted, end hvor vi er nu.

Michael Henriksen
Jobbet som CEO i Wavepiston opfylder for Michael Henriksen et ønske om at være med til at gøre en forskel.

Det perfekte sammenfald

De to ingeniører og opfindere bag Wavepistons patenterede bølgeenergisystem, Kristian Glejbøl og Martin von Bülow, var kommet til et punkt, hvor der skulle mere til end blot at være et garageprojekt. De skulle opskaleres og skaffes en større portion midler. De kom i snak med Michael Henriksen, som Martin von Bülow kender privat, og han havde derfor allerede havde hørt en del om projektet. De blev nødt til at satse fuldt på at gøre Wavepiston til en kommerciel succes.

– Det var ikke deres metier at gøre alt det, der ikke har med teknik at gøre, så vi lavede en aftale om, at hvis de kunne overbevise mig om, at det var et fantastisk projekt, ville det være noget, jeg gerne ville være med til at arbejde videre på, siger Michael Henriksen.

De to ingeniørers projekt ramte inden for skiven hos Michael Henriksen, og de blev enige om at tage noget tid ud af kalenderen og skabe rammerne for, hvordan de tog de næste skridt mod at kunne levere kommerciel bølgeenergi.

I dag er den vision stort set en realitet, det danske bølgeenergiselskab står nemlig over for at gøre deres bæredygtige bølgeenergisystem til elproduktion og afsaltning kommercielt og omkostningseffektivt.

Kristian Glejbøl og Wavepiston
Kristian Glejbøl, ledende ingeniør i Wavepiston, er en af opfinderne bag deres patenterede bølgeenergihøstningssystem. Wavepistons produkt kan komprimeret beskrives som en række plader - energisamlere - fastgjort til en streng.

– Vi regner med, at om cirka tre år vil vi kunne levere kommerciel bølgeenergi, siger Michael Henriksen.

Bølgeenergi er ifølge ham den sidste store ikke udnyttede energiressource.

– Man har i efterhånden rigtig mange år arbejdet på at høste noget af al den energi, som man ved, bølger indeholder, men først nu er man ved at nå frem til noget, der er konkurrencedygtigt nok til at blive et reelt alternativ til de andre vedvarende energikilder, fortæller Michael Henriksen.

Wavepistons første fokusområde er øer og isolerede kystsamfund, der mangler ferskvand, hvor energipriserne er høje, og den primære energikilde er dieseldrevne generatorer.

– Her mener vi at kunne levere elektricitet og afsaltet vand til halvdelen af ​​den pris, de betaler i dag, siger Michael Henriksen.

Den store udfordring med bølgeenergi har ifølge Michael Henriksen været, at det udstyr, der så at sige skal høste energien, skal være enormt robust, grundet bølgernes ekstreme kraft. Det har betydet, at udstyret har været meget tungt og stort, og alt for dyrt til at kunne være en kommerciel energikilde.

Wavepiston er netop ved at teste deres første fuldskala bølgeenergisystem ud for Grand Canarias kyst. Visualization: Kirt x Thomsen

Men den udfordring lader det til, at Wavepiston har løst, og de er netop ved at teste deres første fuldskala bølgeenergisystem ud for Grand Canarias kyst.

– Her skal vi demonstrere, at vores system faktisk kan det, vi påstår, det kan, siger Michael Henriksen.

Ny viden

Når man hører Michael Henriksen tale om Wavepistons produkt; en teknologi han nemt fortæller længe om, men som meget komprimeret kan beskrives som en række plader – energisamlere –fastgjort til en streng, kan det være svært at forstå, at han ikke har en teknisk baggrund.

Netop den tilegnede viden har dog ifølge ham også været en af de større udfordringer ved brancheskiftet samt opbygningen af et helt nyt netværk.

– Jeg har selvfølgelig skulle sætte mig ind i og kunne forstå teknologien til et vist niveau, så jeg kan diskutere med og prioritere, siger Michael Henriksen.

Michael Henriksen
Det er i kontorerne ved Kronborg i Helsingør, Wavepiston arbejder mod deres langsigtede mål -at gøre bølgeenergi til en energiressource på lige fod med vind- og solenergi.

De fleste af opgaverne med for eksempel projektledelse og finansiering er han vant til fra sin tidligere branche. Den store forskel ligger i produktet.

– Det daglige i sig selv er sgu næsten det samme, man skal stadig feje gulvet og sørge for, at regnskabet og finansieringen er på plads. Der er en masse kedelige dagligdagsting, som vi alle sammen har, men det er det overordnede produkt, der giver en følelse af tilfredshed – det at arbejde med noget, man kan se, vil gøre en kæmpe forskel, fortæller han.

De rette folk

Noget af det mest interessante i hele processen har for Michael Henriksen været at opbygge Wavepistons egen organisation, og finde de rigtige mennesker, med den rigtige indstilling og de rette kompetencer.

– Det har været nødvendigt at finde nogen, der virkelig brænder for projektet ligesom vi andre, for det er ikke et otte til fire job, men så bliver de også belønnet med at blive medejere, så de bliver en del af den store rejse, fortæller han.

Michael Henriksen

Fakta

Ocean Energy Europe anslår, at bølgeenergi i 2050 kan dække 10 procent af Europas nuværende elbehov. På global skala anslås det at kunne dække så meget som 50% af verdens elektricitetsbehov.

Og de to, der blev til tre er i dag blevet til 12 fuldtidsansatte og et aktieselskab med 83 aktionærer, så Wavepiston har i den grad haft vokseværk siden Kristian Glejbøl og Martin von Bülow kom ud af ’garagen’.

Kommercielle

Wavepistons aktiviteter er pt finansieret af et miks af EU-støtte og private investorer. For nylig iværksatte de en crowdfunding-kampagne for at medfinansiere demonstrationsfasen, der indtil videre har skaffet 2,4 millioner euro.

– Det langsigtede mål er at gøre bølgeenergi til en energiressource på lige fod med vind- og solenergi, konstaterer Michael Henriksen.

Det danske bølgeenergiselskab blev sidste år også en del af VALID, et projekt støttet af Horizon 2020 (det største EU-forsknings- og innovationsprogram nogensinde), hvor de sammen med deres partnere vil fremskynde testningen af ​​marine energienheder i Europas mål om kulstofneutralitet.

Tekst: Gry Pauline Foto: Lars Just

Publiceret 27.04.2021