Kultur

5 sommerbøger du ikke må gå glip af

Fra Barack Obamas selvbiografi til et kæmpe virksomhedskollaps – her er ifølge Bill Gates de sommerbøger, du ikke må gå glip af.

Bill Gates
Bill Gates. Foto: Frederic Legrand - COMEO/Shutterstock.

Sig mig, hvad du har liggende på natbordet, og jeg skal sige dig, hvem du er. Flere og flere verdensledere deler bogtips – blandt dem den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, den tidligere australske premierminister Julia Gillard og Indiens premierminister Narendra Modi. Microsofts grundlægger, filantrop og verdens fjerderigeste mand, Bill Gates, holder sig heller ikke tilbage. 
I den seneste tid er det primært hans skilsmisse fra Melinda Gates – efter 27 års ægteskab – der har skabt overskrifter. Men på sin egen blog skriver Gates om sit arbejde med at begrænse covid-pandemien og deler fem bogtips til sommeren:

Lights Out

Lights Out: Pride, Delusion, and the Fall of General Electric af Thomas Gryta og Ted Mann. Hvordan kan en virksomhed, der er så stor og succesrig som General Electric, fejle? Det er et spørgsmål, som Bill Gates har tænkt over i flere år, og i bogen Lights Out ser han ud til at have fundet i det mindste nogle af svarene. Gates synes, bogen er så inspirerende, at han anbefaler alle, der sidder i en eller anden form for lederrolle og uanset virksomhedens størrelse, at læse den.


Under a White Sky: The Nature of the Future af Elizabeth Kolbert. I sin blog Gates Notes skriver Bill Gates om et spørgsmål, der i lyset af covid-pandemien har optaget mere og mere af hans tid: Menneskehedens komplicerede forhold til naturen og hvordan man skal undgå en klimakatastrofe. I bogen Under a White Sky fremhæver Kolbert en række eksempler på menneskers manipuleren med naturen fra geneksperimenter til geovidenskab. Et emne, der fascinerer Gates.

Under a White Sky

A Promised Land

A Promised Land af Barack Obama. Bill Gates har altid været interesseret i historie, ikke mindst når amerikanske præsidenter er involveret. Han hylder også første del af Barack Obamas selvbiografi, hvor man følger ekspræsidenten på vejen til Det Hvide Hus og derefter frem til den dramatiske amerikanske ekspedition ind i Pakistan, hvor en specialstyrke dræbte Osama bin Laden. Men Gates fremhæver også Barack Obamas evne til at levendegøre, hvor ensomt og isoleret det kan være på toppen for dem, der træffer de afgørende beslutninger. Man må formode, at der her er en vis grad af genkendelse for Gates selv.


The Overstory af Richard Powers. Selv for en bogorm som Bill Gates er denne novelle noget af det mest anderledes, han har givet sig i kast med. I bogen følger man ni personer, mens de undersøger, hvilket forhold de har til træer. Gates indrømmer, at han blev så rørt over deres lidenskab og engagement, at da han var færdig med at læse, var han ivrig efter at lære mere om træer.

The Overstory

An Elegant Defense: The Extraordinary New Science of the Immune System: A Tale in Four Lives af Matt Richtel. Bogen blev skrevet før pandemien, men den er alligevel et værdifuldt bidrag til at forstå det menneskelige immunsystem, og hvad der kræves for at stoppe covid-19. Matt Richtel lader bogen kredse om fire patienter, som hver især er tvunget til at tackle problemer med deres immunforsvar. Det er ikke læsning for folk med tendens til hypokondri, men Gates selv er dybt fascineret af videnskaben omkring immunitet.


Publiceret 30.06.2021