Factfulness

10 (nye!) fantastiske hoteller

Aldrig har vi længtes så meget efter at rejse. Mens verden langsomt vender tilbage til det normale, har vi taget et kig på 10 nye drømmehoteller, som åbner i 2022.

Mandarin Oriental Etiler (Istanbul, Tyrkiet)

Vi er på vej op i luften og ud i verden igen, aktiviteten på hotel- og flywebsteder er steget med flere hundrede procent for nylig, og alle forventer, at rejseaktiviteterne virkelig tager fart i 2022. Luksushotelkæderne lægger en hård tid bag sig, men de har ikke ligget på den lade side. Tværtimod har de afventet det rette tidspunkt og bygget deres drømmehoteller – her er 10 nye at se frem til.

Auberge Wildflower Farms (Hudson Valley, USA)

1. Auberge Wildflower Farms (Hudson Valley, USA)

Vil du kombinere New York med et par dages udendørsluksus upstate? I Hudson Valley, kun 90 minutter fra Manhattan, bygger Auberge et resort med 65 sommerhuse og suiter på en blomstrende eng. Sober indretning i naturens farver, farm-to-table-restaurant, spa, saltvandspools og vandreture langs Shawangunk Ridge.

Edition Reykjavik (Island)

2. Edition Reykjavik (Island)

Hotelmogulen Ian Schrager åbner Edition-hoteller på samlebånd, og til vinter er det Reykjaviks tur til at sige hej til det cool glaskoncept. I den gamle havn, et stenkast fra hovedgaden Laugavegur, står den på flotte værelser med panoramaudsigt over havet eller bjergene.

Kimpton Kawana Bay Resort (St. George's, Grenada)

3. Kimpton Kawana Bay Resort (St. George's, Grenada)

Kimpton, der er størst i Nordamerika, åbner sit andet hotel i Caribien i St. George's, hovedstaden på Grenada. Øen er kendt som Krydderiøen, og hotellet ligger på en strand, der er blevet kåret som en af de smukkeste i verden.

Mandarin Oriental Etiler (Istanbul, Tyrkiet)

4. Mandarin Oriental Etiler (Istanbul, Tyrkiet)

Mandarin Oriental, der allerede har et hotel nede ved Bosporus, bygger nu tre nye tårne i Istanbuls elegante boligområde Etiler. 158 hotelværelser og suiter plus 16 lejligheder får plads i et af tårnene, 251 luksuslejligheder i de to andre.

One & Only Aesthesis (Athen, Grækenland)

5. One & Only Aesthesis (Athen, Grækenland)

Resortkæden One & Only åbner to nye luksushoteller i Grækenland: et strandhotel lige uden for Athen med 127 værelser og et feriested på Kea, en af øerne tættest på Athen, med fritliggende villaer. Vi kan forvente hvidkalket luksus, turkisblåt hav og kopier af antikke statuer.

Raffles London at The OWO (Storbritannien)

6. Raffles London at The OWO (Storbritannien)

Tænk, hvis vægge kunne tale … Det første Raffles-hotel i London ligger i den historiske bygning, hvor Winston Churchills krigsministerium havde til huse, og hvor Ian Fleming siges at have hentet inspiration til James Bond. Mange smukke detaljer er blevet bevaret, men intet er sparet, når det gælder graden af luksus i de 125 værelser, i spaområdet eller i de ni restauranter og barer.

Rom

7. Six Senses Rom (Italien)

Six Senses er mere end paradisøer i Det Indiske Ocean. I et palazzo på Piazza di San Marcello, nær Trevi-fontænen, åbner snart 95 flotte og farverige værelser og suiter. Rooftop-baren med 360 graders udsigt over Rom kan blive den allerbedste. 

W HOTEL Algarve (Portugal)

8. W HOTEL Algarve (Portugal)

Kædens første hotel i Portugal åbner på klipperne i Algarves Albufeira. Det ligger i gåafstand fra tre fantastiske strande, og alle de 134 stilfulde værelser vender mod vest, mod havet og solnedgangen.

Walt Disney Resorts Star Wars Galactic Starcruiser Hotel (Orlando, USA)

9. Walt Disney Resorts Star Wars Galactic Starcruiser Hotel (Orlando, USA)

Hotellet for alle, der har et barnligt sind – men på et meget voksent prisniveau. En familie på fire betaler over $5.000 (ca. 32.000 kr.) for to nætter på Star Cruiser, men så er det også inklusive oplevelser som at styre rumskibet, kæmpe med lasersværd og hænge ud med stormtroopere.

Waldorf Astoria Cancún (Mexico)

10. Waldorf Astoria Cancún (Mexico)

Til maj åbner Waldorf Astoria på et uudnyttet område af Maya-rivieraen uden for Cancún med 150 værelser, alle med terrasse eller balkon mod havet. Dertil Waldorf Astorias signatur-spa, fem restauranter og barer samt alt, hvad man kan ønske sig på et femstjernet ferieresort.

Publiceret 01.11.2021